Jeg har altid sunget. Og jeg vidste aldrig helt, hvordan jeg skulle håndtere mit stærke ønske om at synge og være i dét øjeblik hvor jeg står foran et publikum, og mærker kontakten og den direkte effekt af min sang.
Næsten at kunne se hårene rejse sig på armene. Tårerne i øjnene. Stilheden, roen.
At påvirke andre.
Om bryllupper – om mænd – og kvinder.
Her er historien om en mand, der vidste, hvad han vil have.
Han ringede mig op en eftermiddag, og spurgte om jeg kunne synge for hans kommende hustru om tre måneder – han vidste, præcis hvilken sang, hun skulle have. Vi aftalte, at jeg kom ud til restauranten kl.18, og sagde til tjenerne, når jeg var “landet”.
Da han fik signalet fra dem, holdt han talen for sin brud, mens personalet ventede stille ved dørene. Og da han var færdig og skålede for hende – vinkede tjeneren til mig.
Jeg kom – stillede mig midt i rummet og komplimenterede hans tale med klassikeren “Du er” – af Søs Fenger. I mine øjne et oplagt valg og en meget smuk sang til lejligheden.
Kald det kærlighed.
Og her er historien om en kvinde, der ikke vidste hvad hun ville have… og fik det alligevel… og også gav det videre til en anden!
Hun ringede kun to uger før sit bryllup, og som altid sagde jeg at det alt sammen var meget fint, hvis bare hun ville bestemme sig senest 1 uge før dagen!
Men det var svært… for hun havde tre sange, hun ikke kunne vælge imellem. Men så besluttede hun sig. Og jeg øvede mig. For jeg øver mig altid, også på de sange jeg har sunget 100 gange før… Da der var 4 dage til brylluppet skulle stå, ringede hun og spurgte om hun ikke godt måtte ombestemme sig… og selvfølgelig måtte hun det! Det skal jo være perfekt!
Så jeg øvede på den anden sang, og den havde jeg aldrig sunget før. Men det var smukt og alt var fint. Men så… dagen før brylluppet… ringede hun igen, og spurgte nu om den tredje sang. Og hun fik lov at bytte om – for det skal jo være perfekt! Det er jo BRYLLUP!
Og sådan gik det til, at jeg for første gang nogensinde skulle synge Lars Lilholts ‘Kald det kærlighed’ – i en kirke, udsat for solosopran – og ikke sammen med mine gymnasiekammerater på et brunt værtshus udsat for jukeboks og venner!
Først var jeg skeptisk – meget – men så tog jeg den frem og begyndte at forme den. Og mens jeg stod der, derhjemme, og formede, og tænkte – det her bliver jo forrygende! ringede min telefon.
Det var en anden brud. Hun havde fået mig anbefalet, efter jeg havde været solist med et kor i Slagelse.
Hun ville SÅ gerne have mig til at synge til sit bryllup – men problemet var bare, at alle de sange hun kunne komme i tanker om, var for hende upersonlige og for klassiske. Vi talte os igennem hele mit repertoire, og hvad det kunne udvides med – der var klassiske, danske sange og popsange med dansk og engelsk tekst, men lige meget hvad kunne hun ikke helt have hjertet med, og ledte efter noget mere ‘jordnært’. Så fortalte jeg hende, at jeg netop var i gang med at synge ‘Kald det kærlighed’, og hun faldt pladask for det.
Det var nogle smukke bryllupper – og to sæt lykkelige brudepar.
Min venindes far
Min venindes far døde alt, alt for tidligt. Han nåede ikke at møde sine børnebørn, og han nåede ikke at være en støtte for hende efter hendes ungdom. Jeg var ulykkelig på hendes vegne. Og hun spurgte så ydmygt, om jeg ville synge til hans begravelse.
Samtidig med at jeg ville gøre alt for hende, så ønskede jeg overhovedet ikke at være genstand for opmærksomheden efterfølgende. Det skulle KUN handle om hendes far. Og deres familie. Så vi aftalte at jeg skulle synge fra pulpituret, og stå så langt tilbage, at jeg ikke kunne ses nede fra kirkegulvet. Jeg sang Bach’s ‘Bist du beir mir’, akkompagneret af kirkens organist på orgel. Adspurgt til gravøllet efterfølgende sagde hun blot, at det var én fra kirken, der havde sunget og blev bedt om at hilse og sige, hvor smukt det var.
Begravelser er svære. De er en del af de tilbageblevnes liv og en stor del af mindet om det endelige farvel. Men det er ikke en scene, hvor en kunstner skal udfolde sig, efter min mening.
At synge kisten ud
En anden gang skulle jeg synge kisten ud. Jeg stod ved siden af kisten og sang Amazing Grace. På de forreste rækker sad den afdøde kvindes døtre, og de var begge på min alder. De begyndte at græde utrøsteligt, og det eneste jeg havde lyst til, var at gå ned og kramme dem. Og det eneste jeg kunne gøre, var bare at synge det smukkeste jeg havde lært. Da de rejste sig, og bar kisten ud, blev jeg bare stående og sang, indtil hele følget var gået ud af kirken.
Sådanne dage kan jeg synes, mit job er hårdt. Men jeg håber at jeg i det mindste kan smykke bisættelsen så den bliver mindre grå. Og efterlade håbet om og troen på, at der stadig er smukke ting her på jorden tilbage til os andre.
Det første bryllup
Jeg sang til mit første bryllup, mens jeg studerede på kirkemusikskolen – og på DTU.
Jeg sang Schuberts Ave Maria, selvfølgelig akkompagneret af kirkens organist. Og det er – stadig – en favorit. For Schuberts kompositioner spiller på sjælens strenge, og lige som man tror man ‘blot lytter til musik’, kommer det snigende, ind under huden – og før man ved af det, kommer tårerne.
Faktisk sang jeg Schuberts Ave Maria en hel del gange et år. Nogen havde hørt fra nogen, at det var godt – og anbefalede mig rundt på et bryllupssite. Så de musikinteresserede brude kom endda til globryllup hos hinanden!
En sanggave
Det er lige så ofte bruden, der ønsker at give sin kommende mand en sang i kirken, som det faktisk er gommen, der vil glæde sin kommende hustru.
Tit kan det være en sang, man har haft som ‘sin sang’ – men der er også mange, der ikke rigtigt synes de har en sang, der er deres egen.
Det skal ikke være et krav – for jeg tænker at verden er fuld af smuk musik, og jeg ville ikke ane hvad jeg skulle vælge, hvis det var mig! Men en smuk sang kan være rosen til et bryllup.
Den kan være dét øjeblik, hvor man – som brudepar – læner sig tilbage, er blevet viet, og nyder de allerførste minutter af sit ægteskab. Hvor man bare skal opleve og ikke udstilles og kigges på – hvor fokus lige flyttes og man selv får lov at opleve – og forstærke det løfte, man lige har givet.
Aftal det med præsten!
Udover bruden og gommen ønsker at give en sang til deres kommende ægtefæller, har jeg også oplevet mødre/svigermødre, søskende, kolleger og veninder, der har villet give gaver i kirken.
Det skal altid aftales med præsten, – det er en kirkelig handling og der er mange andre aktører på banen end brudeparret! Og med årene hører jeg nu præsterne ikke længere anbefale, men kræve, at det er aftalt med både brud og gom.
Jeg har endda oplevet en kirke, hvor bruden skulle have accept fra gommen til at der kunne komme en ‘overraskelse’ – dét synes jeg måske er lidt overdrevet – de to skal man nok forvente kender hinanden og vil acceptere sådanne tiltag uden forhåndsviden, men – igen – det er den enkelte præst, der bestemmer.
Præsten og brudeparret aftaler hvornår i selve vielsen, sangen skal være – men det vi oftest lander på er når parret er viet, og efter velsignelse og fadervor. Så sætter de sig ned, og så synger jeg.
Engang imellem synger jeg inden vielsen – nogle gange synger jeg bruden ind – og andre gange synger jeg bruden ud!
Når præsten er indforstået, behøver I ikke gøre mere. Jeg ringer selv til præsten og aftaler mødetid/omklædning etc.
Jeg kan altid godt lide at være der i så god tid, at jeg har nået at synge og prøve rummet af – det kan være en udfordring, hvis overraskelsen er til gommen, – for han kommer ofte også i god tid!